Stefan og Elisabeth fra Recovery Bulls
Da Stefan og Elisabeth mødte hinanden, stod de begge midt i et liv, der havde taget nogle hårde sving. Misbrug, ensomhed og gamle mønstre fyldte det meste. I dag er de begge frivillige hos Recovery Bulls, hvor fællesskabet har ikke bare hjulpet dem med at forblive ude af misbruget, men givet dem et sted at høre til.
Stefan og Elisabeth mødte hinanden i et miljø de begge kendte rigtig godt: værtshusene. I dag er de frivillige i Recovery Bulls i Slagelse - et stof- og alkoholfrit idrætsfællesskab.
Det er onsdag eftermiddag i Slagelse. Stefan står i anlægget med en håndfuld discgolf-skiver i hånden. Han smiler, da de første deltagere dukker op. “De første gange kom der ikke et øje,” siger han. “Men nu er vi et lille hold, der mødes hver uge. Det er virkelig fedt.”
Hver onsdag efter arbejde mødes han med deltagerne, nogle er mere faste, mens andre er nye. Her har de en times tid sammen med grin, konkurrence og fællesskab. Det var ikke planen, at Stefan skulle være frivillig, men sådan blev det.
De første skridt
Stefans vej ind i Recovery Bulls begyndte med noget så simpelt som en gåtur.
“Jeg hørte om stedet, mens jeg var i misbrugsbehandling i Vordingborg,” fortæller han. “Jeg havde set deres navn før, men aldrig gjort noget ved det. Denne gang lavede jeg en aftale med mig selv: Når jeg var færdig i behandling, skulle jeg give det en chance.”
Han tog kontakt, og projektlederen Mikkel inviterede ham med på en gåtur. Det blev begyndelsen på noget nyt.
“Vi gik bare en tur, snakkede lidt - ikke noget stort. Men det var en aftale. Jeg skulle ud ad døren, og det betød, at jeg holdt fast. Det endte også med, at hvis Mikkel ikke kunne, overtog jeg turen med de andre brugere. Så var jeg pludselig frivillig, uden at jeg havde planlagt det.”
For Stefan blev gåturene en redningsplanke - en måde at bryde ensomheden og skabe struktur i dagene. “Jeg havde ikke noget netværk. Det eneste, jeg kendte i Slagelse, var værtshusene. Her fik jeg et fællesskab, hvor jeg kunne være ædru uden at forklare mig.”
Stefan har været clean siden den 13. januar 2025 - det er det længste nogensinde. En del af hans vedholdenhed skyldes blandt andet hans engagement hos Recovery Bulls.
Frivilligheden som et fast holdepunkt
På det tidspunkt havde Stefan allerede mødt Elisabeth på hendes mors værtshus, hvor han var stamkunde.
“Det siger jo lidt om, hvor vi begge to var dengang,” siger Elisabeth med et lille grin.
Da Stefan fortalte hende om Recovery Bulls, tøvede hun lidt. “Jeg læste om det først. Jeg var lige blevet clean, men kunne ikke starte behandling endnu, så jeg tænkte: ‘Jeg prøver’. Allerede første gang kunne jeg mærke, at det var et fedt fællesskab. Et trygt, ædru miljø, hvor man ikke behøvede sige det højt.”
Hun begyndte at komme i caféen - først som bruger, senere som frivillig. “Jeg lavede kaffe, spillede spil, tegnede. Jeg havde brug for et sted, hvor jeg ikke skulle præstere. Og så voksede det bare. Nu hjælper jeg andre, der kommer her,” forklarer hun.
For Stefan og Elisabeth er frivilligheden blevet en måde at holde fast i livet på.
“Det, at jeg har forpligtelser, redder mig,” siger Stefan. “Hvis jeg ikke skulle møde op, ville jeg sidde i min lejlighed og få ondt af mig selv. Det her giver mig struktur, fællesskab og mening. Det fjerner min selvmedlidenhed og min ensomhed.”
Elisabeth nikker. “Jeg kan hjælpe nogen, der måske har det, som jeg selv havde det engang. Jeg kan læse højt for dem, der er ordblinde, eller hjælpe med breve fra kommunen. Jeg kan gøre en forskel, uden at det kræver det store. Bare ved at være her, og det får mig til at føle mig fin nok.”
Elisabeths misbrug startede da hun var bare 16 år. I dag er hun startet forfra med nye clean fællesskaber.
“Jeg er ensom, når jeg går ind ad døren, men sjældent, når jeg går ud igen”
De har begge været clean siden 13. januar 2025 - det længste nogen af dem har holdt. Men de ved også, at det kræver vedholdenhed og hårdt arbejde.
“Man kan ikke holde fast, hvis man bliver ved med de gamle vaner,” siger Stefan. “Det handler ikke om, når det går godt - det handler om, når det går skidt. Derfor har vi valgt at starte forfra.”
I dag arbejder Stefan som maler og har en travl hverdag. Han planlægger sine dage omkring fællesskaberne: discgolf, møder og caféen.
Elisabeth drømmer om at komme i mesterlære som maler, få en uddannelse og måske et job. Stefan håber på at generhverve sit kørekort i nærmeste fremtid og, som han siger med et lille smil, “måske få en ægte ven en dag.”
Begge ved, at fremtiden stadig kræver arbejde. Men for første gang er den ikke skræmmende. For når alt andet bliver usikkert, er der stadig et sted, hvor nogen siger: “Kom, vi går en tur.”
Men vigtigst af alt har de begge fundet et sted, hvor de hører til.
“Jeg er ensom, når jeg går ind ad døren,” siger Elisabeth. “Men sjældent, når jeg går ud igen. Her bliver jeg mindet om, at jeg er god nok, bare fordi jeg er her.”
For Stefan og Elisabeth er frivilligheden ikke en pligt eller noget, de aktivt har søgt om at blive. Det er noget, der stille og roligt er kommet af sig selv, fordi det giver mening for dem hver især.
“Her giver vi noget til andre, men vi får lige så meget selv,” siger Stefan. “Det er i hvert fald med til at holde mig i gang med de gode vaner og det gør det mindre svært at holde sig clean.”
Elisabeth stemmer i. “Når jeg går hjem herfra, føles det hele lidt lettere, for jeg ved, at jeg har betydet noget for nogen i dag.”
Og det er måske netop det, Recovery Bulls handler om: at få lov til at give videre - og i det finde sig selv igen.
Recovery Bulls er et frivilligt stof- og alkoholfrit idrætsfællesskab, der hjælper mennesker i udsatte livspositioner til bl.a. at komme sig efter misbrug, kriminalitet eller psykiske lidelser. Her kan man som bruger/medlem komme og blive en del af et fællesskab, hvor støtte og udviklingen er en central del af hele fundamentet.
Artiklen er skrevet af Stina Emilie Thinnesen.