Mikkel fra SUMH og Dansk Handicap Forbund

I mange år var Mikkel Christensen ked af sit medfødte handicap, for hvorfor var det lige ham, der skulle rammes? Men efter at han blev en del af flere frivillige fællesskaber for mennesker med handicap, hvor han mødes med andre om meget andet end lige handicap, har han valgt at acceptere, at det er sådan, livet er for ham.

Mikkel Christensen har længe hadet sit handicap, men har med tiden gennem frivillighed lært at bruge det til noget positivt.

Mikkel er født for tidligt, og det  resulterede i, at han fik cerebral parese, også kaldet CP. Det betød, at han allerede som barn og helt ung måtte igennem en række store  operationer, der dog heldigvis har betydet, at han i dag kan gå både med og uden krykker i stedet for at skulle sidde i kørestol som mange andre med samme handicap.

“Jeg er gennem hele min opvækst blevet set på. Af læger, behandlere, fremmede. Og jeg har størstedelen af gangene ikke brudt mig om det. I hvert fald ikke til at starte med. For jeg havde ikke selv valgt at blive set på. Jeg har måske gået anderledes, og folks blikke har gjort, at jeg fra en meget tidlig alder følte mig anderledes”, fortæller Mikkel Christensen.

Han har måske haft brug for ekstra hjælp til at gennemføre ting, men han står i dag på egne ben, bor selv i en lejlighed i Odense, har færdiggjort en kandidat i International Virksomhedskommunikation på SDU og arbejder i dag som kommunikationsmedarbejder i Videnscenter om handicap.

For efter mange år, hvor han ikke kun er blevet set på af andre, men også har set ned på sig selv, har han nemlig valgt at tage kontrol over de øjne, der ser på ham.

“Jeg har følt mig ensom, været mobbeoffer, været under flere typer behandling og meget mere. Men med årene har jeg taget en beslutning om selv at stå frem og tage kontrollen over at vælge at blive set på, om det er som forfatter til artikler og klummer eller til foredrag foran en masse mennesker”, siger Mikkel.

Vær en som rækker ud

I mere end 14 år har Mikkel været en del af flere frivillige fællesskaber i både Dansk Handicap Forbund og Sammenslutningen af Unge Med Handicap, også kaldet SUMH. Her har han fundet de fællesskaber og de venner, som han manglede meget igennem hele sin skoletid.

“Frivillighed har været en stor del af den måde, jeg har arbejdet med mig selv på i forhold til mange af de problemstillinger, jeg har stået overfor i mit liv. At være frivillig har givet mig en følelse af at høre til og udfordret mig på mange måder, der gør, at jeg i dag har et meget bredere netværk, end hvad jeg formentlig ellers ville have haft”, forklarer Mikkel Christensen.

Mikkel har altid været meget interesseret i litteratur og kommunikation, så hans primære vej ind i de frivillige fællesskaber har været gennem det skrevne ord som skribent. Her har han fundet en måde at udtrykke sig på, som han måske ikke altid har følt, han kunne.

Udover artikler skriver Mikkel også mange digte. Meget personlige digte, som man både kan få fornøjelsen af på hans sociale medier, men også hvis man oplever ham til et foredrag.

“Ord er meget vigtige for mig, og jeg har fundet en form for kontrol, noget jeg kan, noget jeg er god til, og det kan jeg virkelig godt lide. At skrive, og særligt at skrive digte, føler jeg er min ting. Noget, som er mit eget”, siger han.

Derfor bringer vi her et udsnit af Mikkels digt “Vær en som rækker ud”:

1. Vær en som rækker ud.
Kom, smil og ræk en hånd
til den, der går og er så trist.
Bryd alle tunge bånd –
ja, ensomhedens lænker.
For den, der vælges sidst,
så er din hånd en håbets gnist.
Vær en som rækker ud.

3. Vær en som rækker ud.
Lad alle komme ind,
der ser, at lyset stråler her.
Ja, mød med åbent sind
enhver på tværs af alder,
for når vi sammen ler,
så spredes lyset ud til fler’.
Vær en som rækker ud.

Og pludselig rækker nogen tilbage

At være en del af noget større. At få værdifuld erfaring. At få brugbare kompetencer og venner for livet har givet Mikkel masser af livsglæde gennem årene. Det har givet ham fællesskab, fantastiske oplevelser og i sidste ende også et job.

Vejen til jobbet hos Videnscenter om handicap var dog meget lang og kringlet, for da Mikkel stod med sit eksamensbevis i hånden, var der ingen, som ville ansætte ham. Men efter at have været en som rækker ud i sin tid som frivillig, var der pludselig nogen, der rakte en hånd den anden vej og gav ham det, han længe har brugt mange kræfter på at finde.

“Nogle gange, når livet er lidt skævt, kommer man ind forskellige steder på skæve måder. Den erfaring og de kompetencer, jeg har fået gennem min tid som frivillig, har uden tvivl gavnet mig og i sidste ende ikke kun givet mig venner og et stort netværk, men også et job, jeg virkelig brænder for”, afslutter han.

Mikkel har i mere end 14 år været frivillig, hvor han i dag stadig både er en del af Dansk Handicap Forbund og Sammenslutingen af Unge Med Handicap.


Læs mere om Dansk Handicap Forbund her

Læs mere om SUMH her

Artiklen er skrevet af Magnus Monrad.

Næste
Næste

Simon Brøns - fra spejder til julemand