Annette fra Mit Midtfyn

“Vi er et fællesskab med højt til loftet.” Sådan beskriver Annette Poulsen foreningen Mit Midtfyn, som hun er formand for. Her arbejder frivillige ildsjæle for blandt andet at skabe et stærkt samarbejde mellem forenings- og handelslivet i det store geografiske område, Midtfyn råder over. 

 Frivilligheden kan spores helt tilbage fra barnsben hos Annette Poulsen. Hun gik til mange forskellige sportsgrene i flere forskellige foreninger, som alle var drevet af frivillige. Derudover hjalp hendes forældre også til som frivillige, og Annette voksede derfor op med frivilligheden omkring sig, både i og udenfor hjemmet. 

 

“Jeg var enormt privilegeret som barn at have en masse gode frivillige omkring mig i foreningerne, som gjorde det muligt, at jeg faktisk kunne gå til alle de her sportsgrene,” fortæller Annette. Selv har hun også haft flere frivillighatte på i foreningslivet, inden hun i 2021 blev frivillig formand i foreningen Mit Midtfyn. Også her iklæder hun sig mange kasketter. 

 

Alsidigheden er nemlig ikke til at tage fejl af, og Annette løfter sløret for en bred jobbeskrivelse, når vi spørger ind til de arbejdsopgaver, der ligger på hendes og den resterende bestyrelses bord. “Vi skaber fællesskab for hele egnen på tværs af de aktører, der har interesse og er også et talerør ind i kommunen sammen med Handelsstandsforeningen og Erhverv Midtfyn,” forklarer hun. Dermed er der konstant bolde i luften, når man er frivillig i Mit Midtfyn. 

 

Frivillighedens pris 

Det kan være hårdt og tidskrævende at være frivillig, når man samtidig har job, mand, store børn og andre interesser, der også skal være plads til i hverdagen. Derfor kan der være nogle dage, hvor der er ekstra meget brug for en pep-talk foran spejlet. 

 

“Nogle gange kigger man sig i spejlet og spørger sig selv om, hvorfor man er frivillig. Så får jeg hurtigt fortalt mig selv, at det jo giver mening, det jeg laver. Jeg arbejder sammen med nogle gode og skønne mennesker og samtidig er jeg involveret i projekter, som der, i det store hele, giver rigtig god mening at bruge sin fritid på.”

 

Annette er desuden vokset op med forældre, der har lært hende, at man ikke kan forvente, at det er de andre, der gør noget, når tingene skal ændres. “Hvis man vil have ting til at ske, må man også gøre noget. Det har jeg altid fået at vide som barn, og sådan tænker jeg stadig i dag,” forklarer hun. 

 Udover at det er givende for Annette at være frivillig, så står fællesskabet også højt på listen over de fordele, der er ved det frivillige arbejde. “Man kan skabe noget sammen, der måske også gør nogle andre mennesker glade,” fortæller hun.  Dermed er det ikke kun Mit Midtfyn, der arbejder for at skabe fællesskaber for andre - det er også det fællesskab, der findes blandt Mit Midtfyns egne frivillige, der driver hende videre i arbejdet for den grønne plet på landkortet - Midtfyn. 

 

Midtfynske aktiviteter for alle 

En af de måder, Mit Midtfyn forsøger at skabe fællesskaber på, er ved at formidle om de aktiviteter, der foregår rundt i lokalmiljøerne, men også at skabe nogle vigtige arrangementer selv. 

Hvert år afholdes der f.eks. Foreningernes Dag, hvor alle foreninger fra de midtfynske byer inviteres til Ringe for at fortælle om netop deres forening og måske tiltrække nye medlemmer. 

 

Derudover har Mit Midtfyn også et korps af “velkomstambassadører”, der lige nu findes i Ringe, men hvor de mindre byer også ønsker at gøre brug af lignende tiltag for at byde tilflyttere godt velkommen til egnen. Her er ønsket i Mit Midtfyn også, at de på tværs af områder kan inspirere og hjælpe hinanden i gang med tiltag som f.eks. velkomstambassadører, hvor Mit Midtfyn kan agere bindeled og få sat skub i tingene. 

 

Foreningen gør også meget for at synliggøre sig selv og deltager i mange arrangementer - med eller uden deres hvid- og grønstribede pop-up telt. Blandt andet deltager de altid på Boltinggaard julemarked og Livsstilsmessen i samme område. Her kommer der nemlig mange besøgende, både fra egnen, men også udefra. 

Mit Midtfyns grøn- og hvidstribede pop-up telt.

 Over 500 medlemmer 

Man kan både som privatperson eller erhvervsdrivende være medlem af Mit Midtfyn via et såkaldt støttemedlemskab. Prisen for et år for privatpersoner løber op i 100 kr. årligt, og for erhvervsdrivende er prisen 300 kr. 

 

“Vi har sat prisen på et forholdsvis lavt beløbsniveau med tanken om, at jo flere vi er, jo bedre kan vi kaste penge tilbage til lokalområderne.”

 

Derudover er håbet også, at de lokale får øjnene op for, at det er priser de fleste kan være med på. Som privatperson svarer det til, at et medlemskab koster lige knap 8,5 kr. om måneden. 

 

Fremtidens Mit Midtfyn 

Der er mange bolde i luften, og Annette og den resterende bestyrelse har nok at se til. Men det betyder også, at Mit Midtfyn bliver ved med at udvikle sig og finde på nye tiltag, der skal gavne både borgere og erhvervsdrivende i områderne. Håbet er lige nu, at yderligere to bestyrelsesmedlemmer melder sig, så bestyrelsen består af ni frivillige i stedet for syv. Dernæst er tanken at skabe små lokale fokusgrupper, som har hver deres arbejdsfunktion og som kan hjælpe til, når det er nødvendigt. 


Læs mere om Mit Midtfyn her

Forrige
Forrige

Dorthe, Jesper m.fl. fra Troopers for Charity

Næste
Næste

Sebastian fra Lær for Livet