Per og Ole har to ting tilfælles. De elsker matematik, og så har de været frivillige i Matematikcenter i 10 år.
Ole er uddannet bygningsingeniør og har altid været glad for matematik. Dog fylder matematik ikke længere så meget i hans nuværende arbejdsliv, som det gjorde engang. Da han hørte om Matematikcenter, vidste han, at det var noget han skulle være en del af.
”Jeg fik fat i tre matematiklærebøger, A, B og C-niveau og så satte jeg mig ned hver eneste morgen og læste op. Samtidig begyndte jeg så at hjælpe til i lektiecaféen og fik lov at lære alt det fra mig, som jeg selv lige havde genlært.”
Per var overbevist om, at han skulle læse matematik, men i stedet fandt han en passion for IT, og det har han arbejdet med lige siden. Selvom karrierevejen blev en anden, har han bevaret sin fascination af matematik. Og det var i særdelshed da hans bonusbarn startede i 1.g og bad om hjælp til matematik, at han fandt ud, at det var sjovt at formidle matematikken videre, og derfor startede han i Matematikcenter.
”Jeg har faktisk også overvejet om jeg skal være lidt vikar eller i hvert fald tilbyde min assistance et eller andet sted udover Matematikcenter, når jeg går på pension.”
Ingen skal give afkald på drømmeuddannelsen, fordi de ikke er gode nok til matematik
Matematikcenter er en nonprofitorganisation, der ønsker at vække unges interesse for matematik og åbne deres øjne for de muligheder, matematikken åbner. Det gør de ved at tilbyde gratis lektiehjælp i hele landet, hvor engagerede frivillige, som Ole og Per, hjælper unge med matematik.
Organisation består af cirka 90 frivillige, 17 lokale lektiecaféer, en online lektiecafe (Webmatlive.dk), en digital læringsportal (Webmatematik.dk) og årlig eksamensforberedelse i landets største byer.
Gennem årene har Ole og Per hjulpet et væld af elever, og på mange måder tror de, at de har en nemmere opgave end lærerne. Eleverne, der besøger lektiecaféen, er der, fordi de vil være der, og deres høje engagement gør det lettere at formidle alt fra integraler til differentialligninger.
”Jeg får de der gode oplevelser af, at der er nogen der lige pludselig ser lyset. Jeg har faktisk haft en elev, der har sagt, at det var de bedste to timers matematik, han nogensinde havde oplevet. Det er fedt at få at vide.” – Per
Et møde på tværs af generationer
I en tid, hvor teknologi og søgemaskiner præger hverdagen, fremhæver Ole og Per vigtigheden af matematisk forståelse. De deler deres egne erfaringer fra erhvervslivet, og viser hvordan matematik anvendes uden for klasseværelset. Samtidig opfordrer de, de unge til at tegne og visualisere matematiske problemstillinger, hvilket giver en dybere indsigt i faget og problemstillingerne.
”Det, der driver mig mest, er at se, at der sker en udvikling hos de unge mennesker. Og at de får en indsigt i matematikken, og opdager, at man kan bruge matematik mange steder. For det kniber det virkelig med,” forklarer Ole.
Men det er ikke kun de unge, der lærer noget i lektiecaféen. Ole og Per bliver også udfordret. Det kan være alt fra nye emner i pensum til alternative måder at forklare på samt den teknologi og de programmer, som de ikke selv brugte da de lærte matematik, der hele tiden udvikler sig.
”Vi er gode som frivillige til at hjælpe hinanden i lektiecaféen – vi har jo alle sammen noget som vi er mindre dygtige til. Og det gælder jo bare om at få det løst i fællesskab og så blive lidt klogere alle sammen,” fortæller Ole.
Og da vi spurgte, hvor længe de fortsatte i lektiecaféen lød det i kor: ”Vi snupper 10 år mere.”
Artiklen er skrevet af Stina Emilie Thinnesen.