Katrine fra HUSRUM
24-årige Katrines historie starter ret trist. Fra marts 2019 til marts 2020, har hun det, hun selv kalder det værste år i sit liv. Der skete mange store omvæltninger på hjemmefronten, hun flyttede alene til en ny by, og så var hun som cyklist ude for en trafikulykke. Herefter ændrede Katrines adfærd sig markant, men i dag bruger hun det som en styrke og hjælper andre unge, der har det svært.
”Der var bare ikke nogen tryg base mere, og så gik jeg til lægen,” fortæller Katrine. Hos lægen fik hun at vide, at hun havde en svær depression og hun forstod derfor bedre, hvorfor det var så svært for hende bare at komme op om morgenen og at hun var ved at lukke sig selv inde fra omverdenen. Hendes hårde år med den ene tragedie efter den anden havde sat sig i hende, og det skulle nu bearbejdes.
Katrine stoppede af samme årsag på sit studie, hvor hun var startet med at læse til lærer. Da hun droppede ud, fik hun tilknyttet en mentor fra kommunen, som introducerede hende til forskellige tiltag, der kunne hjælpe hende videre. Her virkede HUSRUM som det, der var mest i Katrines ånd og hun blev tilbudt både en samtalegruppe, at få tilknyttet en hjerteven og at deltage i HUSRUMs aktiviteter. Katrine takkede ja til det hele.
I samtalegruppen, som er en gruppe af andre unge mennesker, der har det svært, taler man om forskellige emner. Det er ikke terapi, men man kan komme og få lov til at snakke om det, der er svært. ”Det var guld værd for mig at opdage, at hver dag ikke behøver at være perfekt. Det var vigtigt for mig at se, at andre også kan have det svært,” fortæller Katrine.
Efter et par måneder kunne HUSRUM fortælle Katrine, at de havde fundet en hjerteven til hende. I hendes tilfælde er det perfekte match en pensionist, som har samme energiniveau som hende selv og de bruger meget naturen til lange gåture med gode snakke. I starten var det lidt trættende for Katrine at lære et nyt menneske at kende, men nu, et år senere, holder de stadig kontakten, og det har de tænkt sig at fortsætte med, selvom ”hjertevenskabet” i HUSRUM regi på papiret kun gælder i et år. Det vil sige, at kontakten kan bevares, så længe de ønsker, men at ingen fra HUSRUM følger op med statussamtaler.
Katrine har flere gange fortalt sin historie til vigtige personer. Her ses hun efter et arrangement, hvor udvalgte politikere var på besøg hus ‘Flere i Fællesskab’ for at høre om de forskellige tiltag, der kan mindske ensomhed.
En stejl læringskurve
Da Katrine afsluttede samtalegruppeforløbet, der varer 12 uger, var hendes udvikling ikke til at tage fejl af – og når man møder Katrine, forstår man godt hvorfor. Hun har nemlig en selvindsigt, der er udover det sædvanlige og hun arbejder hårdt og målrettet for at blive ’sig selv’ igen. En indsats, som hun i den grad kan være yderst stolt af, og som de ansatte hos HUSRUM også spottede og anerkendte. Efter Katrine afsluttede sit forløb, blev hun nemlig spurgt om hun havde lyst til at være frivillig gruppeleder, hvor hun skulle bruge sin egen fortælling som omdrejningspunkt.
”De kunne se min udvikling og anerkendte den.
Det betyder rigtig meget”
Nu har Katrine været frivillig i cirka et år, og hver onsdag aften står hun for at facilitere samtalegruppeforløbet. Derudover er hun også blevet aktivitetstovholder, så hun er med til at arrangere aktiviteter og ture ud af huset for de unge i HUSRUM.
”Det kan godt være at jeg nu er den frivillige, men jeg går efter at være den unge. Jeg har jo selv lige været der, og er der til dels også stadig. Jeg er måske bare lidt et skridt længere fremme i processen, og det fortæller de andre unge også, at det hjælper dem.”
Drømmen for Katrine er stadig at blive uddannet lærer og have med børn at gøre. Senere drømmer hun om at uddanne sig til psykolog inden for børneområdet. Om det er realistisk ved Katrine ikke endnu, og lige nu tager hun stadig en dag ad gangen, hvor hendes frivillige virke står højt på prioriteringslisten. ”Jeg gør det både for mig selv og andre, og det føles bare godt,” fortæller Katrine.
En trist start med en god slutning. Katrine gik fra selv at være ung hos HURUM og knap nok turde komme ud af sin skal, til nu at være frivillig, der hjælper andre med at komme ud af deres skal. Samtidig bruger hun det frivillige arbejde aktivt i hendes egen personlige udvikling, der stadig er i gang.
HUSRUM er et frivilligdrevet fællesskab for unge i alderen 16-30 år, som oplever ensomhed eller er psykisk sårbare. I HUSRUM har du mulighed for at tale om det, der er svært, du kan øve dig i at være mere social i et trygt fællesskab og opleve stjernestunder sammen med andre unge. Det er gratis at deltage og alle er velkomne til at kontakte os for at høre mere om hvad vi kan tilbyde.
Læs mere om HUSRUM her