Marlene fra Allesø Fodbold
Allesø Fodbold var sidste år tæt på at dreje nøglen om. I dag står klubben med plus i regnskabet, en plads blandt de nominerede til Årets Fynske Fodboldklub og en formand, der nægter at lade den lille breddeklub gå tabt.
Marlene Munk Andreassen havde ikke regnet med at skulle være formand i den lokale fodboldklub - nu har hun søsat flere initiativer og samarbejder, og der er mange flere på vej.
En frivilligtjans de fleste formentlig kender til, er at være frivillig i den lokale sportsforening. Om det er håndbold, tennis, badminton, gymnastik eller selvfølgelig fodbold. Det er ikke alle, der har været det, men man kender garanteret en eller flere af dem, der hver uge sætter op til træning, kører holdet til en kamp på udebane eller på anden vis er med til at støtte op om de lokale aktiviteter i foreningen.
Allesø Fodbold er måske ikke den største klub i Danmark. Den ligger i Næsbyhoved Broby lige uden for Odense, har 125 medlemmer og er en del af hovedforeningen Allesø GF, som også indeholder håndbold, gymnastik, volleyball, tennis, petanque og badminton.
Det er en breddeklub fra ende til anden. Her er hold til alle aldre og niveauer lige fra bold og bevægelse for de mindste til to seniorhold samt et pigehold og et damehold, som Marlene selv spiller på.
- Vi fokuserer ikke på at vinde, men på fællesskabet og at være sammen og have det godt. Om du er dygtig eller mindre dygtig, så gør vi alt for at få alle med, fortæller Marlene Munk Andreassen, der er formand i fodboldafdelingen og samtidig sidder i hovedforeningens bestyrelse.
Til daglig arbejder den 37-årige formand som COO hos møbelvirksomheden Farstrup, hvor hun står for hele driften af produktionen. Hun er uddannet ingeniør i Global Management and Manufacturing og sidder oveni alt det andet med i DBU’s frivillighedsudvalg.
At blive formand for en lokal fodboldklub var dog ikke noget, hun selv havde regnet med.
Fra forælder til formand
Marlenes vej ind i klubben startede for 12 år siden, da hendes ældste søn begyndte at spille fodbold i klubben. Senere kom hendes yngste, der i dag er 10 år og stadig spiller. På et tidspunkt blev hun spurgt, om hun ikke ville være med i bestyrelsen, da hun jo alligevel altid var der til kampene.
- Den tidligere formand kom og snakkede med mig, spurgte om det ikke var noget for mig. Det var angiveligt kun fire møder om året, man skulle sidde med på, men det har altså vist sig at være liiidt mere end det. Men jeg blev grebet af det, fortæller Marlene med et smil til F for Frivillig.
Da den daværende formand ønskede efter 22 år at træde af, stod klubben pludselig og manglede en ny i front. Og Marlene sagde ja. På én betingelse.
- Jeg sagde, at hvis den resterende del af bestyrelsen lovede at hjælpe mig, hvis vi ville stå sammen, så ville jeg gerne, og så troede jeg også på, at vi kunne gøre en forskel. Og det har de heldigvis levet op til.
Bestyrelsen havde brug for at stå sammen, for klubben stod i alvorlig modvind. Økonomien var dårlig, kassen var tom, og spørgsmålet var, om Allesø Fodbold overhovedet skulle fortsætte.
Marlene stod selv i spidsen for både velkomst og opvarmning, da klubbens allerførste nytårsløb blev afholdt. Her deltog mere end 80 børn og voksne og en ny tradition blev født.
På kanten af at dreje nøglen om
For et år siden så det sort ud. Klubben havde regninger fra alle hjørner, og det blev derfor vurderet, at det ikke længere var holdbart at have en betalt forpagter i klubhusets café.
- Vi stod og så på, om vi skulle bygge videre på det, eller dreje nøglen om, husker Marlene.
I stedet for at give op, valgte den nye bestyrelse at gå offensivt til værks. De optog et lån i hovedforeningen, opsagde forpagteren og overtog selv driften af klubhuset. De solgte julekalendere, sokker og chokolade. De søgte fonde, fandt sponsorer og kæmpede sig tilbage til den side, hvor græsset er grønnere.
Et år senere er regnskabet sort, klubben er blevet nomineret til Årets Fynske Fodboldklub, og Marlene har som formand sat en stribe nye initiativer i søen. Alt fra et nyt damehold og et nytårsløb for hele lokalområdet til større fokus på sociale arrangementer for medlemmerne.
- Det er vildt, hvad man kan opnå på bare ét år. Tænk, hvad man så kan på to, lyder det fra formanden til F for Frivillig.
Hjælp fra alle de rigtige hjørner
En vigtig del af klubbens redning har været at række ud. Både til lokalsamfundet, men også til DBU.
- Vi vidste faktisk ikke, vi havde en klubrådgiver hos DBU, men det har vi. Og vi kan bare ringe og stille spørgsmål, hvis vi har problemer. Det har været en virkelig stor hjælp, siger Marlene.
Med klubrådgiverens hjælp blev Allesø Fodbold sidste år certificeret som DBU Børneklub, hvilket sætter rammer for et trygt og udviklende miljø for de yngste medlemmer. Det er et af de skridt, Marlene peger på som afgørende for, at klubben kan vokse igen.
- Det har været vildt at få åbnet øjnene for alt det, der faktisk allerede er af god hjælp derude.
En anden afgørende hjælp er kommet fra Morten. Han er en af klubbens trænere, som nu også sidder i bestyrelsen. Hans opgave er ikke at lægge flere træningstimer eller flere bestyrelsesmøder oven i bunken, men at fokusere på branding og sponsorater.
Og det har båret frugt. Klubbens Instagram er aktiv, antallet af følgere stiger, og der er kommet sponsorer til både trøjer og bandereklamer på førsteholdets bane.
- Han skaffer vildt mange visninger, følgere og laver opslag, der rammer de rigtige mennesker. Det er bare megafedt, fortæller Marlene.
Et helt nyt damehold, hvor alle niveauer kan være med, er også et af de tiltag, der er forholdsvis nye og som Marlene har været med til at sætte i gang.
Frivilligheden er fundamentet
Allesø Fodbold er, som så mange andre breddeklubber, drevet af frivillige hænder. Trænere, holdledere, kampfordelere, baneansvarlige, kasserer, indkøbere og koordinatorer. Lige fra dem, der kridter banen op, til dem, der vasker tøj.
Som formand står Marlene for at facilitere det hele: bestyrelsesmøder, forældremøder, trænermøder, udlejning af klubhuset og koordineringen af Allesø Cup, klubbens store årlige stævne, der både genererer indtægter og samler lokalmiljøet.
Men hun er den første til at sige, at det ikke kan blive ved på den måde uden flere hænder.
- Tingene kommer sgu ikke af sig selv. Der skal være nogle, der leder arbejdet, og vi har måske været lidt for gode til at grave os ned i opgaverne og bruge for meget tid på det selv. Så vi vil meget gerne være flere til at løfte det, siger hun.
- Derfor vil jeg også gerne sige tak til hele bestyrelsen, de mange frivillige samt Astrid og Ole, der har store roller i forbindelse med Allesø Cup sammen med Mikkel, og ikke mindst Stefan, der sørger for, at køleskabet i klubben aldrig står tomt.
Derfor er klubbens næste store fokuspunkt at finde en frivillighedskoordinator. En person, der kan tage hånd om de frivillige, anerkende deres arbejde og skabe rammer, der gør, at folk har lyst til at blive år efter år
For Marlene handler frivillighed nemlig ikke kun om at få opgaver løst. Det handler om at passe på dem, der løser dem. Og selvom det altid er rart at få nye ansigter på holdet, handler det for Marlene allermest om at holde på dem, der allerede er med.
- Vi kan jo intet uden hinanden. Vi arbejder på at sikre, at vi passer på de frivillige, vi har, og at vi gør det attraktivt at komme ind og være med, fortæller hun.
På et bestyrelsesseminar i Aalborg fik Marlene øjnene op for, hvor stor en forskel det gør at bryde de frivillige opgaver ned i mindre, mere konkrete bidder.
- Jeg tror godt, vi kan tiltrække flere, hvis vi kan beskrive opgaverne bedre og så række ud, uddyber hun.
Klubhuset som klubbens hjerte
Et af de projekter, Marlene brænder allermest for lige nu, er at puste nyt liv i klubhuset i Allesø. Et sted, der i mange år ikke har fået den helt store opmærksomhed, men som rummer et kæmpe potentiale som samlingspunkt på tværs af køn, årgange og hold.
Idéerne er allerede ved at tage form. Månedlige temadage for børnene, krea-eftermiddage før træning, nye sækkestole, FIFA-turneringer på PlayStation, bordfodbold og storskærm til at se kampe sammen.
- Vi vil gerne skabe lidt liv der. Sørge for at det er en tryg og fast base for medlemmerne, siger Marlene.
For hende handler det om at gøre klubben til mere end bare et sted, man tager hen for at træne. Det skal være et sted, man har lyst til at blive - også når træningen er slut.
En klub, der skal klare sig på den lange bane
Når Marlene kigger fem år frem, ser hun en klub i fortsat vækst. Bold og bevægelseshold for de mindste, et nyt U5-hold på vej, flere årgange repræsenteret, og forhåbentlig endnu flere medlemmer, der finder vej til breddefodbolden i Næsbyhoved Broby og Allesø.
Og så er der det med, at der lige nu bygges op til 100 nye boliger lige ved siden af klubben.
- Vi er rigtigt positivt stemt over for fremtiden for klubben og lokalområdet. Jeg tror kun, der kommer flere børn, som vi så kan få i gang med at spille fodbold, siger Marlene.
For en formand, der oprindeligt troede, hun kun skulle sidde to år, er der altså lagt op til, at perioden nok bliver lidt længere. Og hvis man spørger Marlene, er det også derfor, hun bliver ved med at lægge så mange timer i klubben.
- Det er jo et spændende projekt. En i bestyrelsen har ikke engang børn i klubben mere, men man vil bare gerne hjælpe. Man får så meget ud af det personligt, og man får god stemning tilbage fra samfundet omkring os, slutter Marlene.
Vil du læse mere om Allesø Fodbold, klubbens hold og aktiviteter, kan du tjekke deres hjemmeside ud lige her eller hoppe ind og følge dem på deres Instagram.
Artiklen er skrevet af Magnus Monrad.